Moussaka

Jeg håber du nyder forårsdagene lige så meget som jeg gør. Jeg elsker når blomster, buske og træer springer ud og hele verden bliver lysegrøn. Jeg er ude så meget som muligt. Jeg går lange ture og så har jeg købt et oppusteligt SUP-board og udstyr, så nu padler jeg også snart langs de danske kyster og i de smukke søer. Nå, men nu til maden. Her er mit bud på en lækker græsk moussaka med aubergineplader og masser af lækker bechamelsauce. De varme krydderier og den cremede ostesauce er et perfekt match. Og det bedste er at det smager lige så fantastisk både på 2. og 3. dag. Og det er jo ret smart når man allerhelst vil bruge tiden på at være ude. Server moussakaen med grøntsagsstænger eller med en hurtig græsk salat til. God fornøjelse.

4 personer

Kødsovs

500 g hakket oksekød

1 finthakket løg

3 finthakkede fed hvidløg

1 dåse hakkede tomater (400 g)

2,5 dl vand

1 oksebouillonterning

1/2 dåse tomatpure (70 g)

1 spsk tørret oregano

1 tsk tørret timian

1 tsk tørret basilikum

2 tsk kanel

Salt og peber

Smør

Bechamelsauce

2,5 dl fløde

2,5 dl vand

150 g Philadelphia

1 tsk stødt muskatnød

Salt og peber

Aubergineplader

2 auberginer

Olie

Drys

100 g lagret cheddar

Tænd ovnen på 180 grader. Skær auberginer i skiver på den lange led og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem med olie og bag dem i ovnen i 10-15 minutter, indtil de er møre og har taget lidt farve. Tag bagepladen ud og stil til side. Start din bechamelsauce op ved at komme vand og fløde i en gryde og bring det i kog. Tilsæt Philadelphia og smag til med muskatnød, salt og peber. Lad saucen simre og tykne imens du nu laver kødsovsen. I en gryde smelter du smør og kommer løg og hvidløg i. Svits indtil løgene klarer i farven. Tilsæt oksekød og brun det af inden du tilsætter krydderier, hakkede tomater, tomatpure, vand og bouillonterning og lad det hele koge op. Lad kødsovsen simre uden låg i 15-20 minutter. Når din kødsovs har simret smøres et ovnfast fad og du lægger et lag af de ovnbagte auberginer. Ovenpå fordeler du halvdelen af kødsovsen og derefter halvdelen af bechamelsaucen. Lav endnu et lag auberginer, resten af kødsovsen og resten af bechamelsaucen. Drys til sidst med revet ost. Sæt fadet i ovnen og bag i 15-25 minutter, indtil osten smelter og bliver gylden. Tag moussakaen ud og lad den hvile i 5-10 minutter inden servering. Værsgo at spise.

Kødboller i tomatsauce med grøntsagsspaghetti

En god italiensk klassiker. Det smager ret fantastisk hvis jeg selv skal sige det. Og så er det hyggeligt med hele den der “Lady og Vagabonden” vibe som man helt automatisk får. Smagen er dejlig frisk og mild og er en perfekt børneret. Du kan selvfølgelig også vælge at servere almindelig spaghetti i stedet før grøntsagsversionen eller lav en blanding. Du bestemmer, men giv den et skud. Det kommer du ikke til at fortryde.

2 personer

Kødboller

250 g hakket oksekød

2 fed finthakket hvidløg

Blandede friske krydderurter efter smag

1 spsk pofiber

1 æg

50 g revet parmesanost

Smør + olie til stegning

Tomatsauce

200 g hakkede tomater fra dåse

1/2 løg, finthakket

2 fed finthakket hvidløg

2 tsk tørret oregano

1 tsk tørret basilikum

1 tsk tørret timian

3 dl vand

1 grøntsagsbouillonterning

Smør

Tilbehør

2 squash

Friskrevet parmesanost

Bland det hakkede oksekød med hvidløg, friske krydderurter, pofiber, æg og parmesanost. Tril små kødboller og steg dem i en blanding af smør og olie til de er gennemstegte. Læg kødbollerne til side og brug nu samme pande til tomatsaucen. Smelt en god klat smør på panden og kom løg og hvidløg i og steg indtil løgene bliver klare. Tilsæt resten af ingredienserne, rør godt rundt og lad saucen koge op. Skru derefter ned for blusset og lad saucen simre i 20-30 minutter til den er kogt lidt ind. Tilsæt nu kødbollerne og lad dem varme igennem i saucen. Imens kødbollerne varmes op i saucen laver du grøntsagsspaghetti af squashen. Jeg har en elektrisk spiralizer som er supernem at bruge, men ellers kan man bruge et juliennejern, og der findes masser af smarte spiralizers der ikke fylder så meget i skabe og skuffer. Man kan også bare rive squashen på den grove side af et rivejern. Anret grøntsagerne i to skåle eller dybe tallerkner, kom sauce og kødboller over og drys med friskrevet parmesanost.

Indisk curry med kylling og spinat

Der har været påskeferie på bloggen. Jeg har nydt dagene med min familie på fyn. Håber også at du har haft nogle dejlige dage.

I dag er der en lækker cremet spinatcurry på menuen. Den er mild og lækker og har en helt fantastisk farve, og så passer den perfekt til de her lidt kolde dage. Hav en skøn weekend.

4 personer

600 g kyllingebrystfilet

1 rødløg

2 fed hvidløg

1 spsk friskrevet ingefær

2 tsk stødt koriander

1 tsk spidskommen

1/2 tsk gurkemeje

2 spsk garam masala

500 g frossen spinat

2 dl fløde

3 dl vand

1 kyllingebouillonterning

2 dl creme fraiche 18%

Salt og peber

Olie til stegning

Kom løg og hvidløg i en minihakker og hak det helt fint. Riv ingefær. Kom løg, hvidløg og ingefær i en sauterpande eller gryde sammen med olie og svits til løgene klarer. Skær kyllingefileterne i mundrette stykker og kom dem på panden sammen med krydderierne. Vend det hele godt rundt og steg til kyllingen er gennemstegt. Kom spinat, fløde, vand og bouillonterningen i gryden og bring det i kog. Lad det simre i 20-25 minutter og tilsæt så creme fraichen. Smag til med salt og peber. Server sammen med blomkålsris og naan-oopsies.

Æggekage med flæsk

Æggekage er superhurtigt og supernemt at lave. Jeg har her valgt at servere den med stegeflæsk i stedet for bacon, fordi…. FLÆSK! Bacon går selvfølgelig også helt fint an. Der er mad til mange mennesker hvis man laver sådan en omgang her til f.eks påskebordet, eller til både aftensmad og frokost hvis man er 2. Husk endelig masser af purløg, det smager helt fantastisk på toppen.

4 personer

10 æg

1 dl fløde

1 tsk bagepulver

Salt og peber

1 stor tomat i skiver

400 g stegeflæsk i skiver

Masser af purløg

Lidt smør til stegning

Tænd ovnen på 180 grader. Pisk æg, fløde, bagepulver, salt og peber godt sammen og hæld blandingen over i et ovnfast fad eller en pande der kan tåle ovn. Kom i ovnen og bag i 20-25 minutter. Ca. halvvejs lægger du skiver af tomat på æggekagen og lader dem bage med. Imens æggekagen bager, varmer du smør op på en stor pande og kommer stegflæsk på. Drys med salt og peber og steg ved middelvarme. Vend flæsken ca. hvert 5. minut. Det skal have omkring 20 minutter i alt. Læg din sprøde flæsk på en tallerken med køkkenrulle og lad det køle lidt ned inden servering. Når æggekagen er færdig fordeler du flæsken ovenpå og drysser med masser af purløg. Værs’go at spise!

Guacamole

Guacamole er bare lækkert! Den cremede avokadomos er uundværlig til mexicansk mad og hvis du har rester kan du sagtens spise det dagen efter sammen med et stykke kød eller som en slags dressing til en god salat.

2 personer

1 moden avokado

2 cherrytomater skåret i små tern

1 spsk creme fraiche 38%

1/2 finthakket chili

1 tsk lime- eller citronsaft

1 finthakket fed hvidløg

1 tsk stødt spidskommen

1 tsk stødt koriander

Salt

Mos avokadoen med en gaffel og bland resten af ingredienserne i. Lad gerne guacamolen hvile på køl ca. 30 minutter inden servering. Nemt ik’?

Græsk souvlaki med tilbehør

Jeg savner virkelig sommer og ferie. Ikke kun solen og oplevelserne, men også smagene og duftene. Den der duft der er når man går rundt i en fremmed by, i et fremmed land og kan dufte maden fra de små lokale restauranter. Hvor man kan se kokken der står over grillen og tilbereder det man forsøgte at udtale fra menukortet. Og smagen.. når man kan smage solen og varmen i tomaterne eller alle de mange krydderier der passer perfekt sammen. Det er det jeg har prøvet gøre her. Det er nok ikke HELT som at være i Grækenland, men det er godt nok tæt på. Lad gerne kødet marinere 5-6 timer eller endda natten over. Det bliver det kun bedre af.

2 personer

Souvlaki

400 g nakkekotelet

2 finthakkede fed hvidløg

Saft fra 1/2 citron

2 spsk tørret oregano

3 spsk olivenolie

Salt og peber

Skær nakkekoteletterne ud i mundrette bidder og kom dem i en pose. Kom resten af ingredienserne i posen, luk den, og vend det hele godt rundt. Lad kødet marinere i nogle timer, gerne længere. Kom kødet på spyd og steg dem på panden eller endnu bedre, på grillen. Husk at lægge spyddene i vand inden brug, hvis du bruger træspyd.

Græsk salat (Horiatiki salat)

1/4 agurk

6 små modne tomater

1/2 grøn peberfrugt

1/2 rødløg

6-8 sorte oliven, gerne kalamata

50 g fetaost – Jeg bruger PUCK

God olivenolie

Tørret oregano

Skræl agurken og del den på langs. Fjern kernerne og skær agurken ud i skiver. Skær tomaterne ud i passende størrelser. Skær den grønne peberfrugt ud i strimler og skær løget i skiver. Vend alle grøntsagerne let sammen i en dyb tallerken eller en flad skål, og anret fetaosten øverst i et helt stykke. Fordel oliven rundt om osten og dryp olivenolie ud over salaten. Drys til slut med oregano.

Server eventuelt souvlaki og salat sammen med denne tzatziki og de lækre pandebrød.

Chiagrød

Chiagrød er endnu en af de retter der kan varieres utroligt meget. Jeg kan bedst lide den helt simpel, bare med en smule sødning og lidt vaniljepulver og så toppet med lidt knas og bær. Spis den enten til morgenmad eller dessert. Prøv dig frem til du finder din favorit. Tilsæt citronsaft og skal for en frisk og let syrlig grød, eller lav en chokoladeversion ved at tilsætte kakaopulver. Du kan også vende grøden med et par skefulde kogte bær, eller måske tilsætte lidt mandelessens for en slags chia-alamande. Grøden skal helst trække 8-10 timer, så hvis du ønsker at spise den til morgenmad skal du lave den aftenen før.

2 portioner

4 spsk chiafrø

1 dåse kokosmælk

1 spsk Sukrin

1 tsk vaniljepulver

Evt. anden tilsætning (kakaopulver, kogte bær, citronsaft osv)

Bland alle ingredienser sammen og rør det hele godt rundt. Sæt blandingen på køl og rør gerne i grøden flere gange i løbet af den første time for at fordele chiafrøene ordentligt. Server med dine favorittoppings. Jeg har her brugt jordbær, kakaonibs, hakkede mandler og peanutbutter.

Tzatziki

Tzatziki behøver du ikke kun servere til græsk mad. Jeg bruger det ligeså tit som dip til grøntsagsstænger, som dressing til salater og som tilbehør til al slags kød fra grillen. Generelt er det en af mine favoritter hele sommeren igennem. Lav gerne din tzatziki dagen før du skal bruge den. På den måde kan den stå og trække en masse smag. Hvis du skal bruge den med det samme kan du eventuelt bruge et fed hvidløg mere for at få mere smag.

2-4 personer

200 g græsk yoghurt 10%

2 agurker

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

1 spsk citronsaft

1,5 tsk salt

Del agurkerne på langs og fjern det bløde/kernerne i midten. Riv agurkerne groft og kom det i en si. Drys med salt og lad det dryppe af i op til 30 minutter. Klem væske ud af agurkerne og kom det i en skål sammen med græsk yoghurt, presset hvidløg, olivenolie, citronsaft og salt. Rør det hele godt sammen. Dæk skålen til og lad det trække i køleskab til dagen efter.

Spicy kokos-karrysuppe med krydrede kyllingekødboller

Jeg elsker krydret mad og thaikøkkenet er et af mine favoritter. Duftene, smagene og farverne. Denne suppe er godt krydret og kyllingekødbollerne passer perfekt til og giver retten noget mere fylde. Du kan selvfølgelig selv justere på mængden af karrypasta og andre krydderier hvis du ønsker en mildere udgave.

2-3 personer

Kødboller

400 g hakket kyllingekød

1 æg

2 finthakkede fed hvidløg

2 tsk friskrevet ingefær

2 tsk rød karrypasta

1 bundt finthakket purløg

Olivenolie og smør til stegning

Bland alle ingredienserne grundigt sammen i en skål, brug eventuelt en elpisker med dejkroge. Varm smør og olie op på en pande. Form små kødboller i hånden med en teske. Lav dem i den størrelse du synes og steg dem sprøde. Læg dem fra når de er færdige.

Suppe

1 finthakket løg

2 finthakkede fed hvidløg

2 tsk friskrevet ingefær

1/2 rød peber i strimler

2 tsk rød karrypasta

2 tsk karry

1 tsk gurkemeje

1 tsk chipotlechilipulver

1 tsk knust spidskommen

1 dåse kokosmælk

1,5 dl vand

1 hønsekødsbouillon terning

Saft fra 1/2 lime

Salt og peber

2 spsk olie

Varm olien op i en gryde eller sauterpande. Kom løg, hvidløg, ingefær og rød peber på, og varm op indtil løgene bliver klare. Put alle de tørre krydderier samt karrypastaen ned i gryden og brænd dem let af så de afgiver mere smag. Hæld nu kokosmælk, vand og bouillonterningen ned i gryden og rør det hele god sammen. Sørg for at få krydderierne der sidder i bunden af gryden rørt godt med ud i suppen. Lad det koge op og derefter simre i 10 minutters tid. Smag til med salt, peber og limesaft. Vend kødbollerne i suppen og lad dem varme igennem inden servering. Top eventuelt med en skefuld kokosfløde, cashewnødder, tørret rød chili og koriander.

Oopsies

Hvis du spiser LowCarb eller KETO er du højst sandsynligt stødt på oopsies eller skybrød. Det er et nemt og hurtig “brød” og fungerer fint som base for pålæg. Desuden kan det varieres på virkelig mange måder så det passer både i det søde og det salte køkken. Min opskrift er en basisopskrift. Man kan tilføje stødt kanel, lidt sødning, frysetørret hindbær, hvidløgspulver, krydderurter, drysse med sesamfrø eller nigellafrø osv. Kun fantasien sætter grænser.

6-8 stk

3 æg

100 g Philadelphia

1 tsk bagepulver

1 spsk loppefrøskaller (Grøn HUSK)

Tænd ovnen på 150 grader. Del æggene i hvider og blommer. Pisk hviderne stive, mindst 8-10 minutter. Pisk derefter, i en anden skål, æggeblommerne godt sammen med Philadelphia, bagepulver, loppefrøskaller og eventuelle krydderier. Vend derefter æggehviderne i stille og roligt, indtil dejen samler sig og du har en ens masse. Fordel 6-8 flade brød på en bageplade, beklædt med bagepapir, og drys med eventuel topping. Bag i ovnen i omkring 30 minutter til de er faste og gyldne.