Ind i mellem får man lyst til sådan noget virkelig snasket mad. Sådan noget ostet, lidt fedtet og meget amerikansk. Jeg gør i hvert fald. Det blev til en udgave af “Philly cheese steak” som normalt serveres som en sandwich. Dog er der intet brød her, bare masser af det gode fyld.

Opskrift – 2 personer
1 god steak på 200-250 g skåret i tynde skiver – Jeg brugte en rumpsteak, men tænker at man kan bruge de fleste slags
1 finthakket løg
1 grøn peber skåret i strimler
2 knuste fed hvidløg
1 æg
100 g philadelphia
25 g parmesanost
1 dl fløde
60 g revet rød cheddar
Smør
Salt og peber
Tænd ovnen på 200 grader. Smelt smør på en pande og brun dine steak-strimler heri. Tag kødet fra og læg det i et ovnfast fad. Krydr med salt og peber. Kom nu hvidløg og løg på panden og varm indtil løgene bliver klare. Tilsæt peberfrugt, krydr igen med salt og peber, og lad det varme igennem. Hæld blandingen over i fadet til kødet. Fordel kød og grøntsager i fadet. Pisk æg, philadelphia, parmesan og fløde sammen, og hæld blandingen i fadet til kød og grøntager. Drys med revet cheddar og kom fadet i ovnen. Bages ca. 20 minutter eller indtil osten er smeltet og har fået en lækker farve. Bum! Snask for alle pengene.