Vidste du egentlig at det i dag er international pizzadag? Ind i mellem er det lækkert at kræse lidt ekstra når man skal servere frokost. Fyldet på de her pizzaer kan varieres i det uendelige. Bunden er lavet på tun. Jeps, TUN! Prøv det, du bliver ikke skuffet.

Opskrift på pizzabund – 2 personer
2 dåser tun
2 æg
2 spsk loppefrøskaller (grøn HUSK)
Tænd ovnen på 180 grader. Dræn tunen for vand og hæld over i en skål. Sørg for at findele tunen så godt du kan. Kom æg og loppefrøskaller i og bland godt. Kom “dejen” på en bageplade – husk bagepapir. Du kan enten lave én stor bagepladepizza eller to runde.
Put pizzaerne i ovnen og bag dem i 15-20 min. Hold øje med dem. De skal være gyldne i kanten. Når de er klar tages bagepladen ud og bunden/bundene løsnes fra bagepapiret inden dit yndlingsfyld kommes på. Jeg lavede hvid pizza med tynde skiver af stokken fra et blomkål (jeg skar tynde skiver og overhældte med kogende vand og lod det stå nogle minutter. Drænede dem og fordelte dem da de var kølet lidt af). Rødløg, frisk mozzarella og frisk rosmarin. Derefter kom pizzaerne tilbage i ovnen i 8-10 min. indtil osten var smeltet. Jeg rev lidt frisk parmesan udover og dryssede med mere rosmarin, timian og lidt chiliolie. Du skal selvfølgelig lave den med dit eget yndlingsfyld. Tror jeg skal lave “Quattro Formaggi” næste gang. Mums!