Moussaka

Jeg håber du nyder forårsdagene lige så meget som jeg gør. Jeg elsker når blomster, buske og træer springer ud og hele verden bliver lysegrøn. Jeg er ude så meget som muligt. Jeg går lange ture og så har jeg købt et oppusteligt SUP-board og udstyr, så nu padler jeg også snart langs de danske kyster og i de smukke søer. Nå, men nu til maden. Her er mit bud på en lækker græsk moussaka med aubergineplader og masser af lækker bechamelsauce. De varme krydderier og den cremede ostesauce er et perfekt match. Og det bedste er at det smager lige så fantastisk både på 2. og 3. dag. Og det er jo ret smart når man allerhelst vil bruge tiden på at være ude. Server moussakaen med grøntsagsstænger eller med en hurtig græsk salat til. God fornøjelse.

4 personer

Kødsovs

500 g hakket oksekød

1 finthakket løg

3 finthakkede fed hvidløg

1 dåse hakkede tomater (400 g)

2,5 dl vand

1 oksebouillonterning

1/2 dåse tomatpure (70 g)

1 spsk tørret oregano

1 tsk tørret timian

1 tsk tørret basilikum

2 tsk kanel

Salt og peber

Smør

Bechamelsauce

2,5 dl fløde

2,5 dl vand

150 g Philadelphia

1 tsk stødt muskatnød

Salt og peber

Aubergineplader

2 auberginer

Olie

Drys

100 g lagret cheddar

Tænd ovnen på 180 grader. Skær auberginer i skiver på den lange led og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl dem med olie og bag dem i ovnen i 10-15 minutter, indtil de er møre og har taget lidt farve. Tag bagepladen ud og stil til side. Start din bechamelsauce op ved at komme vand og fløde i en gryde og bring det i kog. Tilsæt Philadelphia og smag til med muskatnød, salt og peber. Lad saucen simre og tykne imens du nu laver kødsovsen. I en gryde smelter du smør og kommer løg og hvidløg i. Svits indtil løgene klarer i farven. Tilsæt oksekød og brun det af inden du tilsætter krydderier, hakkede tomater, tomatpure, vand og bouillonterning og lad det hele koge op. Lad kødsovsen simre uden låg i 15-20 minutter. Når din kødsovs har simret smøres et ovnfast fad og du lægger et lag af de ovnbagte auberginer. Ovenpå fordeler du halvdelen af kødsovsen og derefter halvdelen af bechamelsaucen. Lav endnu et lag auberginer, resten af kødsovsen og resten af bechamelsaucen. Drys til sidst med revet ost. Sæt fadet i ovnen og bag i 15-25 minutter, indtil osten smelter og bliver gylden. Tag moussakaen ud og lad den hvile i 5-10 minutter inden servering. Værsgo at spise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *